Operahuse
Et operahus er en bygning, som anvendes til operaopførelser. Et operahus har en scene, en orkestergrav og siddepladser til publikum. Nogle af de største operahuse har plads til flere tusinde publikummer. Bag scenen er der forskellige faciliteter som eksempelvis kulisseværksteder, kostumeafdeling, og der er garderober til de medvirkende i forestillingerne samt øvesal og administration. Der stilles nogle særlige krav til akustikken i et operahus, og eftersom opera ofte synges på italiensk, fransk eller tysk, så hænger der som regel “tekster” ved siden af scenen eller over scenen, så publikum på deres eget sprog kan se, hvad der bliver sunget. Mange publikummer kender dog handlingsforløbet, allerede inden de sætter sig til rette i plyssæderne, og måske har de hørt en bestemt opera flere gange, men vil gerne se den igen i en ny opførelse, og så kan de blot sætte sig ned og nyde forestillingen uden at gå så meget op i hvert enkelt ord, der bliver sunget.
Du har sandsynligvis hørt om Operaen i København og muligvis også selv været der. Ellers kan det anbefales at gå ind og se en forestilling. Men der findes mange andre operaer verden over, som bestemt også er et besøg værd. Nogle af de største og mest kendte operahuse i verden er Metropolitan Opera (New York), La Scala (Milano), Deutsche Oper (Berlin), Covent Garden (London) og så er der operahuset i Sydney, som er tegnet af den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon.
Driften af et operahus er ikke billig, og derfor blev den tidligere i det 17. og 18.århundrede finansieret af rige folk og herskere – såkaldte mæcener – som derigennem kunne øge deres politiske eller sociale prestige. I det 19. århundrede og fremefter er operaen blevet finansieret dels af billetindtægter, og dels af offentlige tilskud i Danmark.